Egon køber en Citroên 1939 - og så er fanden løs i huset. Ved fælles hjælp, og især ved enkefru Hammerstedts indgriben, ordnes alt dog til sidst til en happy ending.

Enkefru Hammerstedt tipper ved at dreje på sin afdøde mands billede. Da hun senere på ugen mangler penge, deler hun kuponen med Karla, der er overbevist om, at de nok skal vinde den helt store gevinst. Men enkefru Hammerstedt retter sig ikke helt efter billedet, så det gamle ord om, ikke at flå skindet af en bjørn før den er skudt, får ny betydning for husets beboere.

Tue skal have hjælp til hans projekt, og beboerne hjælper ham gerne da de jo er venner. Tues sprog er lidt svært at forstå, og beboerne skal virkelig tænke sig om. Da Tue sidder og snakker om at mændene skal hjælpe kvinderne, kommer Rikke ind ad døren. Hun fortæller at sådan er Tue jo ikke. Dagen efter kommer Bo, han skal have hjælp til nogle billeder. Lige pludselig kommer Tue og Rikke. Så ender det med at Olsen siger fra, det gider han ikke mere. Så siger alle andre også fra.

Olsens chef er afgået ved døden. Chefens kone tilbyder Olsen, at han kan købe flyttevognen, og blive selvstændig. Olsen går med på den nye modedille, at blive radiodiregeret, men teknik har det med at drille, og på et vigtigt tidspunkt svigter den, med det resultat at flyttevognen ender sine dage nær en kolonihave.

Nu skal ejendommen rives ned. Olsen har arvet et gammelt hus, Egons firma hjælper dem til et hus, Fru Hammmerstedt skal giftes, Clausen får arbejde i zoolgisk have. Meyer og Emma er de sidste tilbage.